Hvad gør man, når tankerne om ufrivillig barnløshed er alt overskyggende i ens hver dag? Det er bare et af mange spørgsmål, som både min forlovede og jeg prøver at finde svaret på i disse tider.
Igennem det sidste stykke tid, har jeg søgt nettet tyndt i jagten på råd og trøst i historier fra ligesindede – og er der noget, som jeg har bemærket, så er det, hvor forskelligt folk bearbejder det at leve med ufrivillig barnløshed.
Nogen bearbejder sorgen og frustrationerne igennem dialog med andre, mens andre holder det indenfor hjemmets fire vægge. For langt de fleste mennesker er det et yderst privat emne – måske et af de mest private emner i livet, som man nogensinde kommer til at bære rundt på? Sådan føler jeg det i hvert fald på nuværende tidspunkt.
Som du har kunne læse her på bloggen, så har min forlovede og jeg aktivt prøvet at blive forældre siden oktober 2018. Til trods for det, i manges øjne, korte forløb indtil videre, valgte vi alligevel at søge hjælp hos vores læge med henblik på at blive sendt videre til fertilitetsbehandling. Det lykkedes. Med én enkelt henvisning var vi i gang, og nu ventede første stadie, hvor vi begge skulle have taget en række prøver inden der kunne bookes en forundersøgelse. For mit vedkommende gjaldt det blodprøver og en sædprøve, som skulle afleveres på fertilitetsklinikken.
Resultaterne for blodprøverne kom prompte, og umiddelbart var der ikke noget i dem som indikerede, at jeg skulle have nedsat fertilitet. Sædprøven derimod var en anden snak…
Opkaldet fra lægen
Det er fredag, weekenden står for døren, og solen skinner fra en skyfri himmel. Det virker som en latterlig optakt til en dårlig nyhed, men ikke desto mindre, så var det sådan landet lå. Jeg var netop kommet fra arbejdet, og skulle nå at rende de sidste ærinder inden weekenden, da telefonen ringede.
Jeg kunne se i mit display, at opkaldet kom fra min egen læge. Jeg var ikke i tvivl om, hvorfor de ringede til mig en fredag eftermiddag klokken lidt over 16 – svaret fra min sædprøve var kommet. Allerede inden jeg tog telefonen, kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Men hvorfor dog det? Vi ved jo alle, at dårlige nyheder kun rammer naboen, ikke?
Sådan skulle det ikke gå.. I den anden ende af telefonen bliver jeg mødt af en sød, kvindelig lægesekretær, som skulle overbringe mig svaret på prøverne. Jeg husker samtalen som kort og kontant, men hvad der specifikt blev sagt, kan jeg ikke huske. Det eneste fra samtalen, som stadig står i frisk erindringer hos mig er, at hun overbragte mig svaret: ”svært nedsat sædkvalitet.”
Der bliver lagt på. Jeg står nu mutters alene i et storcenter i Danmark, omgivet af mennesker og larm, men jeg hverken hører eller ser noget. Det eneste jeg mærker er, at maven knuger sig sammen, og at min verden pludselig bliver fyldt med tomhed. En tomhed, der ikke er til at beskrive for folk, som ikke selv har stået i det. Det er ufatteligt svært at sætte ord på, hvad ens krop og sjæl går igennem, når det går op for en, at livets største gave – det at kunne reproducere sig selv – pludseligt bliver usikkert og skrøbeligt.
Det har været hårdt, at skulle rejse sig mentalt ovenpå svarene fra prøverne efterfølgende – og jeg føler stadig ikke, at jeg har rejst mig helt endnu. Tankerne kører rundt i hovedet på mig i døgndrift, og inderst inde er jeg fyldt med sorg. En følelse som man ikke kan slukke for, og som har sit eget liv. Men heldigvis har min forlovede og jeg længe haft en åben dialog omkring de eventuelle problemstillinger, som prøverne og den kommende forundersøgelse måtte afdække, og hun har derfor kunne agere verdens største støtte for mig i de tider, hvor alt føles hårdt og håbløs.
Men vi har begge stadig meget at skulle bearbejde – og vores fertilitetsbehandling er ikke startet endnu. Forundersøgelsen er planlagt til midten af august i år, og her vil vi forhåbentligt få et indblik i, hvad den videre proces bliver for os fremadrettet. Indtil da holder jeg tankerne om barnløshed i bero ved hjælp af bloggen her.
Jeg ved ikke, om dig/eller I, som læser dette, er i samme båd som os – eller er endnu længere fremme i processen end vi er. Men hvis du/I er, så håber jeg, at ovenstående tanker giver jer et indblik i, at du/I ikke er alene om at leve med ufrivillig barnløshed.
